Gå til hovedindhold

Specialafdelinger

Få indblik i arbejdet med Læring i Skolens specialafdelinger, hvor undervisningen tilpasses elever med særlige behov med fokus på trivsel, udvikling og deltagelse.

Indhold

    Udover den almene undervisning på folkeskolerne, har vi i Hedensted Kommune en række specialiserede tilbud til børn. Denne undervisning finder sted på Løsning Skole, Rask Mølle Skole, Barrit Skole, Centerklasserne, Stouby Skole og i Ungdomsskolen.

    Specialklasserne er primært placeret sammen med almenskolerne, da det muliggør at eleverne kan være sociale og spejle sig i andre elever fra både almen og special. Det giver samtidig mulighed for, at personalernes faglighed kan anvendes på tværs af tilbuddene, ligesom det muliggør et tættere samarbejde mellem special- og almendelen samt mulighed for delvis inklusion. 

    Samlet har skolerne en tilbudsvifte, der er målrettet elever med forskellige vanskeligheder som:

    Autismespektrumforstyrrelser:

    Tilbud for elever med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse i form af Aspergers syndrom eller infantil autisme. Klasserne er for elever, der har brug for megen støtte i undervisningen i strukturerede rammer. Elevernes kognitive funktionsniveau er i de fleste tilfælde alderssvarende. 

    Generelle indlæringsvanskeligheder:

    Tilbud for elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Klasserne er for elever der kræver en del støtte. Elevernes kognitive funktionsniveau er ikke alderssvarende. 

    Opmærksomhedsvanskeligheder:

    Klasserne er primært for elever med ADHD, der har brug for megen støtte i hele undervisningen i strukturerede rammer. Eleverne er forskellige, de har opmærksomhedsproblemer, men deres kognitive funktionsniveau er alderssvarende. 

    Socio-emotionelle vanskeligheder:

    Klasserne er for elever der har brug for megen støtte i dagligdagen. Undervisningen foregår i meget strukturerede, forudsigelige rammer med meget tydelige voksne. Elevernes kognitive funktionsniveau er alderssvarende; men funktionsniveauet er samtidig præget af elevernes socio-emotionelle forudsætninger. 

    Vidtgående vanskeligheder:

    Tilbud til elever med multiple funktionsnedsættelser, udviklingshæmmede, børn uden talesprog, varigt nedsat motorisk eller psykisk formåen. Der kan yderligere være specifikke fysisk handicappede, kommunikative, kognitive eller adfærdsmæssige vanskeligheder, som kræver bistand fra specialister.